En digitaliseret hverdag er omringet af software. Værktøjer, platforme og metoder, hvorpå det hele bygger, er fortsat i rivende udvikling - en udvikling der kræver, at vi kontinuerligt investerer i at udforske landskabet og sætte det i kontekst af de forretningsmæssige behov, vi ser hos vores kunder.
I BRØLSTÆRK udfordrer vi eksisterende metoder, løsninger og arbejdsgange, så vi kan skabe så meget værdi for vores kunder som overhovedet muligt. Men vores mål er dobbelt – både vores kunder og medarbejdere skal efterfølgende være flyttet til et bedre sted end udgangspunktet. Stærkere, klogere og mere inspireret end før.
Vi ved, at vores medarbejdere har ambitioner for deres faglighed. De har også ambitioner for deres privatliv, familieliv og fritidsinteresser. Og for at holde balancen har vi givet os selv et løfte, der sikrer, at vi bruger tiden rigtigt - løftet imødekommer forretningen, freder fritiden og gøder jorden til fremtiden.
Vores løfte sætter rammerne for, hvordan et årsværk fordeler sig, når man arbejder i BRØLSTÆRK.
1500 = Antal timer en BRØLSTÆRK konsulent kan levere til en kunde.
150 = Antal timer en BRØLSTÆRK konsulent bruger på at holde sig ajour med udviklingen.
15 = Antal timer en BRØLSTÆRK konsulent bruger på corporate bullshit.
Vores forretning bygger på faglighed og dygtige folk – derfor er det også vores fornemmeste opgave at sørge for, at vores konsulenter har adgang til kontinuerlig læring. Det gør vi blandt andet ved at afholde ugentlige læringsgrupper, arrangere hackatons, deltage på konferencer samt at give plads til open source-projekter, certificeringer og efteruddannelse.
Vi deler vores viden, eksperimenterer og bliver klogere – også på de emner, der ligger i udkanten af vores faglighed. Og vi har sat tid af til det. Dét, der svarer til en måneds arbejde om året. Så vi mener det alvorligt.